Xandra & Christian

Små perler.

Tusindevis af små perler. Regndråberne.

De faldt fra himlen for en time siden og landende på græsset under mine fødder. De fleste af dem. Nogle blev siddende på æblerne, de æbler der hænger på træerne i plantagen hele vejen rundt om drivhuset med det hvide træværk. Æblerne lokker med deres dybe grønne og røde farver. Men jeg ved, at de endnu lover mere, end de kan holde. Så jeg lader dem hænge.

Christian er ankommet nu. Til Paradehuset i Bernstorff Slotshave. Her venter han. Længselsfuldt. På sin Xandra. Gæsterne kommer til i en lind strøm. Det smukke drivhus fyldes langsomt op af familie og venner. Danskere, hollændere, skotter. De har en ting til fælles. De elsker Xandra og Christian og er rejst hertil, for at bære vidnesbyrd om deres kærlighed.

Historien taler med. Dronning Louise elskede at være her, da det for over 130 år siden var hendes og Chr. 9.'s bolig. Og man forstår hvorfor. Jeg forstår hvorfor. Jeg kan mærke stedets rolighed, den tanke, der lå bag skabelsen. ”Helliget velfortjent hvile mellem arbejdsstunder” stå der skrevet ved indgangen. 

Det er et smukt sted, Xandra og Christian har valgt.

Regnen hænger let i luften. Man bliver ikke våd af den, men man kan mærke den. På huden. Ikke som dryp, bare tilstede. Jeg vender mig og kigger ind i det gamle drivhus med det hvide træværk. Det er fyldt af kærlighed, af håb, af drømme. Der er en summen og stemmer og et virvar af tanker. Tanker der pludselig alle rettes mod én ting.

Xandra kommer...

Jeg går ind i drivhuset, dagen er igang. Det bliver fantastisk.