Michelle & Claes

Refshaleøen, København

 

Skyerne lå tæt henover sensommerens København. Dog endnu ikke med efterårets tyngde og endnu ikke kraftige nok til at blokere for solens tilstedeværelse.

Af og til måtte de da også opgive at holde fast i hinanden og lade solen skinne uhindret igennem med sine sidste, men stadig mægtige sommerstråler.

Jeg sparkede til et par småsten, der lå på asfalten. En trillede ned i et gammelt jernbanespor, hvor græsstrå og ukrudt stod side om side. En anden fløj ud over kanten på havnekajen og ned i havnen. Jeg kiggede op, tilbage ind mod København, hvor jeg kunne ane Marmorkirkens tag og længere inde Den Sorte Diamant. Bag mig lå Mikkeller Baghaven, hvor Michelle og Claes skulle holde deres fest.

Refshaleøen. Et mærkværdigt og vidunderligt sted. Et sted der balancerer mellem at være glemt og genfundet. Et sted der bobler af nye tiltag, af iværksætteri, af fest, af mennesker, der har fået en ny legeplads. Og samtidig ligger der en tungsindighed, en melankoli, der er forankret i fortiden, i det der engang var her. Som så ofte og så mange andre steder, vokser der noget nyt og forunderligt ud af det, der er ophørt med at være.

Det var vores ramme den næste time. Rammen der skulle danne passepartout for for billederne af deres kærlighed. Rammen hvoraf noget nyt og vidunderligt vokser frem.