MODER/KVINDE

Jeg har et fortløbende projekt med arbejdstitlen MODER/KVINDE. Det kører kontinuerligt, indtil det på et tidspunkt bliver et selvstændigt website og/eller en udstilling. Jeg leder hele tiden efter kvinder - mødre - der kan genkende sig selv i projektet og som har mod på og lyst til at være en del af projektet.

Mit udgangspunkt var at fotografere kvinden som Moder. Den dybe følelse af Moderskab, som transcenderer vores daglige opfattelse af ‘moder’ og som rækker ud i det kosmiske, som selve vuggen af vores eksistens. Det er gennem Moderen vi bliver født til denne verden.

Men Kvinden er så meget mere. Kvinden er et erotisk, sensuelt væsen. En kraftfuld drift i mennesket er erotikken, den er med til at definere os og adskiller fra andre livsformer, vi deler denne planet med.

Erotikken er i høj grad koblet op på kroppen. Den akkumulerer en ophidselse i os, som kræver en fysisk forløsning. Men vores relation til kroppen idag - vores egne og andres - er problematisk, fordi der er et intenst fokus på det perfekte. Og uheldigvis bliver billedet af det perfekte forvrænget og retoucheret, så ingen almindelige mennesker kan genkende sig selv som et sådant. Og oven i det, så er det perfekte en umådelig uinteressant målsætning. Det perfekte er et simulacrum, noget der giver illusionen af det perfekte som værende sandheden. Men det er det ikke, så vi prøver at være perfekte i vores bestræbelser og fejler miserabelt i forsøget derpå. For det perfekte findes ikke.

Vi er nødt til at lære at opfatte os selv som det vi er. Mennesker på godt og ondt. Ikke mere og ikke mindre. Og Moderen er smuk, som det menneske hun er, ikke fordi hun er perfekt, men bare fordi hun er. Og en del af Moderens erotiske krop er bryster, der har ammet, hud der er blevet strukket, cellulitis, større lår eller hvad nu der er sket med kroppen som følge af graviditet og fødsel. Ting kvinder ofte føler skam over og prøver at skjule. Men for fanden, det skal jo ikke skjules og udskammes, det burde blive fejret. Og elsket. Og eftertragtet.

Jeg er klar over, at der er lang vej til vi ligefrem fejrer det. Og det er heller ikke mit fokus her. Min hensigt er at vise den normale krop, vi alle har og som vi ikke burde føle os fremmedgjort overfor. Den krop der ikke er perfekt, men smuk. Hvis vi kan se på den krop, uden at dømme den mod det perfekte, er vi kommet langt.